Det ægte spanske køkken
Slow food til kræsne Spaniens-elskere
- og andre, der gerne vil krydre dagen med ægte spanske retter
DET ÆGTE SPANSKE KØKKEN er mere end endnu en kogebog. Her tages læseren med på en rejse til Spaniens forskellige egne og maden, som spises i Madrid, Baskerlandet, Andalusien med mere. Hurtigt betages man af den særlige spanske evne til livsglæde over et godt måltid mad med vin og god tid til det hele.
Bogen indeholder mere end 150 illustrerede opskrifter på alt fra indbydende tapas over klassiske gryderetter og vilde og eksotiske retter til søde og delikate desserter fra alle dele af Spanien. Til alle opskrifter er der trin for trin-vejledninger med mange fotos, så det er nemt at følge med, også selv om man ikke er ekspert i et køkken.
Ud over de mange lækre opskrifter er der information om traditionelle køkkenredskaber i det spanske køkken og om typiske ingredienser i spansk madlavning - herunder er der bl.a. afsnit om forskellige slags oliven, spanske oste, hyppigt brugte krydderier i spansk madlavning og spansk brød m.m. Der ses også på de traditionelle spisevaner, sociale omgangsformer og de fester og traditioner, som har givet inspiration til en vifte af fantastiske retter, og ikke mindst er der et spændende afsnit om den spanske mads oprindelse.
Både nordafrikansk, jødisk og fransk kultur har haft indflydelse på den spanske mad, og importen af nye fødevarer fra Amerika i kolonitiden har også sat sine spor. Spaninerne har med andre ord plukket det bedste fra de mange kulturer, som de har haft kontakt med i tidens løb - og med denne kogebog kan læseren gøre det samme og dermed skabe smagen af Spanien i sit eget hjem med retter som Cocido fra Madrid, paella fra Valencia og fyldig og flødeagtig Creme Catalana.