Mange forbinder fænomenet stalking med kendte mennesker, der bliver forfulgt af fanatiske fans. Men stalking rammer for det meste helt almindelige mennesker – og er i virkeligheden langt mere udbredt end de få enkelttilfælde, man kender fra medierne. Det drejer sig oftest om kvinder, der forfølges af deres eksmænd, men det rammer også andre.
I Danmark er vi ikke vant til at bruge begrebet stalking hverken i retssystemet, i kriseberedskabet eller i samfundet generelt.
Ikke desto mindre er det barsk virkelighed for stadig flere mennesker, at de konfronteres med en forfølger, der enten overvåger dem, kontakter dem uønsket, truer med vold eller faktisk udøver fysisk vold. Og uanset om der er fysisk vold involveret eller ej, er alle stalkingofre udsat for alvorlig psykisk vold.
Denne bog søger at sætte fokus på fænomenet i Danmark, samt at skabe grobund for en bedre samfundsmæssig forståelse for det, ofre for stalking går igennem.
Endvidere er det bogens sigte at være en værdifuld ressource for de mennesker, der rammes af stalking. Hidtil har der ikke været ressourcer tilgængelige på dansk om fænomenet, og ofrene har derfor været henvist til at stå meget alene med deres problem. Bogen rummer derfor masser af råd om beskyttelse samt hvem man kan kontakte.